| TETRIS (1984)
Tetris
er formentlig blandt de mest spillede computerspil nogensinde, med en
ekstraordinært konsistent popularitet og en kommerciel – om end
omtumlet - succes.
Spillet er et sjældent eksempel på et computerspil, der kan spilles af
folk i alle aldersgrupper, køn og kulturer med lige stor fornøjelse.
Spillets massive succes har haft en markant indflydelse på
computerspilsindustrien, og Tetris’ simple men effektive gameplay er
standard-pensum for computerspiludviklere.
Spillet blev udviklet af programmøren Alexey Pajitnov i 1985 med
inspiration fra brætspillet Pentominos. Pajitnov gav sine kolleger en
kopi af spillet som hurtigt blev populært. I januar 1986, efter lange
forhandlinger om copyright, udgav Spectrum Holobyte den første
PC-kompatible version af Tetris. Siden er kloner og forbedrere udgaver
af spillet blevet udgivet til stort set alle platforme og Tetris findes
i over 200 versioner.
Det grundlæggende mål i Tetris er så effektivt som muligt at pakke en
tom kasse med blokke, der har forskellige former. Blokkene falder ned i
kassen fra oven, og spilleren kan dreje dem efterhånden som de svæver
ned mod bunden af kassen. Hvis det lykkedes at samle blokkene så der
dannes en linie på tværs af kassen, forsvinder de dele af blokkene som
er del i linien og gør dermed plads for nye blokke. Hastigheden hvormed
blokkene dukker op og falder ned mod bunden af kassen øges jo længere
frem i spillet man når. Fordi de forskellige blokke ankommer i tilfældig
rækkefølge spiller man aldrig det helt samme spil to gange. |