SOUL CALIBUR (1998 / 1999)

Soul Calibur (Namco 1998/1999) blev oprindeligt udgivet i 1998 til arkademaskinerne som det andet spil i Soul-serien (Soul Edge (1995), Soul Calibur II (2002/2003), Soul Calibur III (2005) og Soul Calibur IV (2007)), men fik sin store succes da spillet i 1999 udkom til Segas Dreamcast-konsol. Soul Calibur er i Dreamcast-versionen blevet udråbt som det til tider bedste kampsportspil såvel som et af de bedste computerspil på tværs af genrer (Gameranking.com havde Soul Calibur på en andenplads kun overgået af Legend of Zelda: Ocarina of Time (Nintendo, 1998)), og spillet fik top-anmeldelser i bl.a. GameSpot og IGN og vandt i 1999 EA Game Critics Awards for Best Fighting Game.

Soul Calibur er udviklet af Namco, der også har skabt Tekken-serien (1994-). Spillet foregår i slutningen af 1500-tallet og er en fortsættelse af Soul Edge fra 1995. Begge spil foregår i samme verden som Tekken, blot flere hundreder af år tidligere. Ligesom Tekken er Soul Calibur et kampsportspil (fighting game eller one-on-one combat game). Forskellen fra Tekken er, at der i Soul Calibur kæmpes med våben.

Fra et overfladisk synspunkt rummer Soul Calibur nøjagtigt samme gameplay som fx Virtua Fighter  (Sega, 1993), som er det første kampsportspil, der introducerer 3D. Det særlige ved Soul Calibur er, at der – udover meget høj kvalitet i det grafiske arbejde (især i Dreamcast-versionen) - er gjort en ekstra-ordinær indsats for at skabe spilbalance og gøre det effektive gameplay så komplekst som muligt ved at introducere et otte-vejs styresystem såvel som en fysik-motor, der bl.a. kan tage højde for forskellige våbens forskellige vægt. Dette indebærer blandt andet en stor variation i antallet af bevægelser og bevægelsesmønstre, som den enkelte karakter kan udføre og hvor flere bevægelser kan udføres samtidigt, uden at spillet dermed bliver vanskeligt at styre som tilfældet er med lignende spil (som fx senere versioner af Virtua Fighter).

Tidligere 3D kampsportspil havde kun begrænset bevægelighed ad den tredje akse, men også her revolutionerede Soul Calibur genren med sit styresystem, der tillod karaktererne ikke kun at kæmpe frem og tilbage på den horisontale akse og foretage hop og spring på den vertikale, men tillige udnytte 3D-rummets dybde. Til hver af karaktererne hører en historie, som spilleren bliver introduceret til i løbet af spillet. Efterhånden lukkes der op for nye karakterer, hvis historie spilleren så introduceres til
.