| PAC-MAN (1979)
Puck-Man, eller
Pac-Man som figuren blev døbt i USA efter den oprindelige udgivelse i
Japan i 1979 af Namco, er formentligt den mest berømte
computerspilskarakter i verden, og den første der havde et navn.
Pac-Man
blev opfundet af Toru Iwatani, der arbejdede for Namco, som et modtræk
til de dengang udbredte rumkrigsspil som Space Invaders (Taito
Corporation 1978). Toru Iwatani besluttede sig for at designe et
mindre aggressivt og krigsfokuseret spil, som kunne nydes af alle
aldersgrupper og begge køn, men med samme karakterudvikling som i
rumkrigsspillene.
Pac-Man spillene er de bedst sælgende arkade-spil, og spillet findes i
enten original eller videreudviklet version på alle spilplatforme.
Pac-Man blev oprindeligt udbredt til den almindelige husholdning via
massiv markedsføring i 1980´erne, men hvor mange andre klassiske
spilkarakterer har veget pladsen for moderne tegneseriefigurer, er
Pac-Man stadig kendt af alle der har haft fingrene i en spilkonsol
eller en computer. Spillet dannede skole som prototypen på hvordan de
tidlige arkadespils tekniske begrænsninger mht. grafik og
processorkraft kunne udnyttes med et særdeles effektivt og
appellerende resultat.
I spillet styrer man en lille rund figur, Pac-Man, rundt i en labyrint
fyldt med små kugler, som Pac-Man skal spise for at kunne komme videre
til næste niveau. Samtidig skal man undgå at blive spist af
forskelligt farvede spøgelser, som også bebor labyrinten. Han er dog
ikke helt forsvarsløs, for hvis man spiser en bestemt kugle, som der
typisk findes et begrænset antal af per bane, bliver spøgelserne
spiselige, og Pac-Man kan spise dem og dermed opnå bonus-points.
I moderne
versioner af Pac-Man er labyrinterne i 3D, med forskellige variationer
som for eksempel evnen til at hoppe over spøgelserne, og der er også
lavet populære spil med Pac-Mans kone, Ms. Pac-Man. |